Mumrikken er måske nok den figur jeg har nydt mest at lave. Tove Janssons mystiske og fantastiske univers har i årtier begejstret store som små. Alle jeg har talt med har én figur de holder særlig meget af. Alle lige fra Mumifar til Snif har dedikerede fans. Selv har jeg altid holdt mest af Mumrikken og det var med en særlig passion og ærefrygt jeg filtede ham. Han er stadig den filtfigur, jeg bliver mest glad i låget af at se.
Jeg havde længe haft en uld og silkeblanding i reolen med de skønneste mosefarver. Jeg vidste at den skulle bruges til noget ganske særligt og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at det skulle blive til Mumrikkens tøj og hat. Det er lidt vanskeligere at nålefilte uld med silke end ren uld, men det har en vanvittig god effekt.
Jeg starte med at opbygge kroppens grundform af fylduld og derefter beklæde den med grønt karteflor.
Derefter filtede jeg lys karteflor ved håndled, fødder og hals.
så arbejdede jeg videre med hovedet og tøjet. hovedet er lavet af karteflor som fyld og merinould udenpå. Figurerne ser altid liiidt mærkelige ud inden de får deres frisure.
Og endelig en dejlig solskinsdag kunne han vise sig fra sin bedste side i gårdhaven.
Jeg er sjældent helt tilfreds med det endelige resultat og der er selvfølgelig altid ting man kunne gøre anderledes og bedre, men jeg var ikke til at skyde igennem den dag, for han var blevet lige som jeg havde ønsket det…..Der var blot ét lille men; flere og flere der så ham sagde straks “Så, skal du da også lave Lille My”. Ahrrr jeg ved nu ikke rigtig. Lige så meget som jeg altid har holdt af Mumrikken, har jeg aldrig brudt mig om den lille bandit. Men alle har brug for en ven, og selvom jeg er sikker på at Mumrikken kunne have klaret sig nok så fint uden hende gik jeg i gang med Lille My som næste filtprojekt. Hendes kjole er også lavet i merinould og silke. Dog var det denne gang ikke blandet på forhånd. Så jeg filtede først kjolen i merino og kom sidenhen et lag morbærsilkefibre over. Det tog laaang tid, men blev rigtig fint og skinnende til sidst.